En sund babyhud føles blød og fin, derfor er hovedreglen at gøre mindst muligt ved den.
Spædbarnets hud indeholder særligt mange talgkirtler, der har til formål at producere fedtstof, så huden holder sig fugtig og smidig. Smøres denne hud med diverse cremer, ødelægges den naturlige balance. Spædbørn har en særlig evne til at holde huden fugtig og smidig uden tilførsel af fedtstof.
Hold huden ren og tør Spædbarnets hud er tyndere end voksnes og indeholder ikke den samme bakterieflora til at beskytte mod fremmede mikroorganismer. Derfor er det vigtigt at holde huden ren og tør. Vask barnet med lunkent vand, gerne tilsat et par dråber olie, da vand alene kan virke udtørrende. Sæbe og shampoo er først nødvendigt, når spædbarnet er snavset.
I forbindelse med bleskift, kan vand og olie være utilstrækkeligt. Brug da en mild sæbe uden parfume og unødvendige tilsætningsstoffer.
Vask barnets hænder Barnet rører ved mange ting og måske også andres hænder i løbet af en dag. Vær derfor omhyggelig med at vaske barnets hænder med sæbe en til flere gange om dagen.
Ekstra beskyttelse om vinteren
Om vinteren får kulden de små blodkar til at trække sig sammen for at holde på kropsvarmen og det nedsætter blodcirkulationen. Ansigtshuden er mest udsat, kinderne bliver røde og ru, selv hos børn der ligger godt beskyttet i barnevognen. Ansigtshuden har derfor brug for lidt pleje med en let og plejende creme uden parfume og unødvendige tilsætningsstoffer.